Blandet modtagelse af Obamas reformer af overvågning

Assange lægger vægt på en tidligere udmelding fra Snowden om, at hans største bekymring var, at der ingen konsekvenser kom af hans afsløring af USAs massive overvågning af blandt andre amerikanske statsborgere og en lang række lande.

Derfor er reformerne af USAs globale overvågningsprogrammer »en form for sejr for Edward Snowden og hans mange støtter«, og med ændringerne har Obama »valideret Edward Snowdens rolle som whistleblower« lyder det i en erklæring fra Assange, der lørdag blev offentliggjort på Wikileaks’ hjemmeside.

Snowden betragtes i dag som en helt i nogle kredse, mens andre ser ham som en landsforræder, der skal retsforfølges for spionage. Reelt er han endt som en fredløs, der har fået asyl i Rusland, hvilket har udløst en diplomatisk krise mellem USA og Rusland, skriver Politiken.

USAs præsident Barack Obama har aflyst et møde med Ruslands præsident Vladimir Putin, og i blandt andre Tyskland, Storbritannien og Brasilien har den unge amerikaners afsløringer skabt politisk skandale.

I USA er mange blevet overraskede over omfanget af efterretningstjenestens datahøst.

»Man kan se, at det er kommet bag på selv politikerne i den amerikanske Kongres, der har fulgt efterretningstjenesterne, at det har været så massivt,« siger lektor og tidligere ansat i Forsvaret Efterretningstjeneste Flemming Splidsboel, der har forsket i efterretningstjenester, til Politiken.

Ifølge Obamas plan skal den amerikanske overvågning reformeres på flere områder. Regeringen skal ansætte en advokat, der kan sætte spørgsmålstegn ved overvågningssager, og der skal nedsættes et eksternt ekspertudvalg, der skal kulegrave regeringens beslutninger, skriver Politiken. Endelig skal selve årsagen til overvågningen ikke længere være hemmelig.

Anthony D. Romes, der er præsident for den amerikanske sammenslutning Civil Liberties Union, siger imidlertid til The New York Times, at overvågningen i hans vurdering har været langt mere omfattende, end Obama har været parat til at indrømme. Derfor er han ikke tilfreds med udspillet.

»Det er for lidt, og det kommer for sent«, siger Anthony D. Romes ifølge Politiken.

Dagens Gossip