Blatter aflyser pressemøde uden forklaring

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

Fredag var dagen, hvor præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund, Sepp Blatter, skulle møde pressen for første gang, siden hans højre hånd i Fifa - Jerome Valcke - blev suspenderet, fordi han er mistænkt for korruption.

Men pressekonferencen i Zürich er i stedet blevet aflyst.

I første omgang blev den udsat i en time, men siden kom beskeden om, at pressekonferencen helt var aflyst.

Det var forventet, at Blatter skulle svare på spørgsmål om Valcke, der er blevet frataget alle sine opgaver i Fifa, fordi han mistænkes for at være indblandet i sortbørssalg af VM-billetter.

Det nægter Valcke selv at have kendskab til.

Fifa afholder i disse dage et møde i eksekutivkomitéen. I den forbindelse fortalte præsidenten for det tyske fodboldforbund, Wolfgang Niersbach, at Valcke er blevet diskuteret blandt de 25 Fifa-medlemmer.

- På den ene side findes anklager og på den anden side en klar påstand om, at anklagerne er usande. Men en person er at betragte som uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og det må vi respektere, siger Wolfgang Niersbach.

Fredag meddeler Fifa, at et nyt møde i eksekutivkomitéen vil finde sted i løbet af december.

Det var i første omgang planlagt til at skulle finde sted i Tokyo, men bliver i stedet afholdt i Fifas hovedkvarter i Zürich.

Siden maj, da 14 personer med relation til Fifa blev anholdt grundet mistanke om korruption, har Blatter kun ved én lejlighed forladt Zürich. Det skete ved et besøg i Rusland.

/ritzau/Reuters