Blatter afviser ulovligheder: Jeg forbliver præsident

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

Den afgående præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, afviser, at der skulle være noget fordækt ved den omstridte millionbetaling til Michel Platini.

Gennem sine advokater oplyser Blatter, at han ikke har gjort noget galt, og at han har tænkt sig at blive siddende som præsident, indtil Fifa i februar næste år har udpeget hans afløser.

Dermed har Sepp Blatter for første gang forsvaret sig offentligt i den straffesag, som de schweiziske myndigheder i sidste uge åbnede mod ham.

Statsanklageren mistænker den 79-årige fodboldpolitiker for ulovligt at have udbetalt to millioner schweizerfranc af Fifas midler til Michel Platini, der er vicepræsident i Fifa og præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Den sag har også fået Fifas uafhængige etiske komité til at overveje at indlede en undersøgelse på egen hånd af både Blatter og Platini.

En eventuel undersøgelse kan munde ud i, at de to fodboldbosser bliver suspenderet fra deres hverv.

Blatter står dog fast på, at betalingen til Platini var en "gyldig kompensation" for Platinis arbejde som rådgiver for Fifa, og at han ikke agter at rømme sit præsidentsæde før tid.

Også Michel Platini fastholder, at pengeoverførslen relaterer til arbejde, som han udførte under en kontrakt med Fifa.

Platini har meldt sig som kandidat til præsidentposten ved valget i februar.

/ritzau/Reuters