Blev overfaldet foran chokerede cafegæster: Pludselig kom han flyvende med en gigantisk kniv

Skrevet af Jesper Larsen

03/06/2015

Dagens topnyheder

En uoverensstemmelse om hvorvidt en bil med tre indvandrere skulle køre aggressivt på et fodgængerområde på Blågaardsgade på Nørrebro, endte den 30 juli sidste år med at en cyklist blev påkørt bagfra, slået og stukket med en kniv, mens utallige forfærdede vidner sad på omkringliggende cafeer og så til. 

- Jeg hører nogen råbe 'pas på, han har en kniv', og da jeg ser op, kommer den tiltalte flyvende mod os med en gigantisk kniv, forklarede et vidne, der var sammen med knivofferet ved overfaldet, til dagens retsmøde i Københavns Byret, hvor en 28-årig sidder tiltalt for grov vold. 

Læs også: Mor og stedfar får lange fængselsstraffe for overgreb

Vidnet forklarede, at han sammen med knivofferet cyklede på den berygtede gade, da en hvid bil gassede op bag dem. Efter en kort meningsudveksling om, hvorvidt bilen overhovedet måtte køre på fodgængerområdet, blev de påkørt bagfra.

Herefter angreb bilens tre passagerer de to med slag og spark, men da det ene offer godt kunne slå fra sig, blev situationen vendt på hovedet. 

- De vil tæve min ven, men det skulle de ikke have gjort, lød det fra knivofferet. 

Hvorfor skulle de ikke det?, spurgte anklageren. 

- Fordi han tæskede to af dem og sendte den tredje på flugt, lød svaret. 

Vidnerne fortalte samstemmende, at en en mørkklædt person efterfølgende dukkede op bevæbnet med en kniv af en størrelse, som et vidne betegnede som 'til at skære steg ud med'. 

Med hætten trukket op angreb han det ene offer, der fik et knivstik igenne skulderen, hvorefter han ifølge vidners forklaring gik stille og roligt væk fra gerningsstedet.

Den 28-årige tiltalte nægter at have ført kniven, selvom han er blevet udpeget af de to ofre, der blev overfaldet. 

Læs også: Provst skjulte barn: Ville undgå tvangsfjernelse

- Det er noget svineri, jeg er blevet udpeget. Jeg har ingen ide om, hvorfor jeg sidder her, og jeg spørger hele tiden mig selv, hvorfor jeg er blevet tiltalt, lød det fra den 28-årige, da han blev spurgt ind til sin rolle i sagen. 

Den 28-årige er vokset op på den berygtede gade, der er plaget af bandegrupperingen 'Loyal to Familia', der er kendt for at bruge våben til at løse uoverensstemmelser. Men den 28-årige nægter at være en del af det miljø. 

- Jeg overvejede det engang, fordi jeg var arbejdsløs, men jeg sluttede mig ikke til, forklarede han, men erkendte, at hans et år ældre storebror er bandemedlem. 

Ifølge sin egen forklaring, arbejdede han frivilligt i området, og det er angiveligt også derfor, oplysninger fra telemaster har placeret ham i området omkring tidspunktet for overfaldet. 

Der falder dom i sagen i morgen.