Blev overfaldet som højgravid: Nu har Joana født

Hun havde frygtet, at det var gået galt efter det voldsomme overfald, men nu har 42-årige Joana Dervishi født sin datter, som hun kalder et mirakel.

- Det er et mirakel, at min lille pige overlevede. Nu håber jeg bare, at de overfaldsmænd kommer bag tremmer og lider en smule, ligesom jeg har lidt, siger Joana Dervishi til eb.dk.

Den 23. januar gennemlevede hun et frygteligt mareridt, da fire mænd brutalt overfaldt hende på åben gade, og sparkede og slog hende gentagende gange på trods af, hun var højgravid.

Det voldsomme overfald skete ved højlys dag i Valby bare få meter fra Joanas eget hjem. Politiet mener, at voldsmændene havde fulgt efter hende tværs gennem København, fordi de havde opdaget, at hun havde mange kontanter på sig.

- Jeg havde travlt og lagde slet ikke mærke til noget. Jeg gik og talte i telefon med min søster, da de her mænd pludselig overfalder mig. De sprøjter noget i øjnene på mig og sparker mig. Jeg har hænderne fulde af poser og min taske over skulderen, og samtidig forsøger jeg at skærme for min mave. Jeg råber også 'jeg er gravid, jeg er gravid', men det har de jo godt vidst, forklarer Joana Dervishi.

Overfaldet stoppede først, da naboer, som havde hørt Joanas fortvivlede skrig, kom løbende. Gerningsmændene stak af, og to af dem er efterfølgende blev anholdt i Sverige, hvor de er blevet udleveret fra.

Hjemme igen efter fødslen den 6. april, sidder Joana Dervishi med sin lille datter, som heldigvis ikke tog skade af overfaldet. Selv er hun dog stadig mærket af den voldsomme episode og er blevet bange for at gå på gaden alene.

Dagens Gossip

Dagens TV