Blev ramt af Taleban to gange: Nu hædrer England Jacob

- Jeg troede ikke, at jeg ville overleve, og så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne bruge det sidste liv til at nedkæmpe fjenden, siger Jacob Panton.

Og den indstilling blev i dag belønnet af den britiske forsvarschef David Richards, der var på besøg i Danmark.

Han gav Jacob Panton en såkaldt Mentioned in Dispatches - et emblem, der markerer tapperhed.

- Jeg er meget stolt. Det er klart en hædersbevisning, der kommer, fordi de virkelig mener det, og det gør mig glad, siger han.

Den danske soldat var under en patrulje i januar 2012 steget ud af kampvognen for at tjekke vognens bælter, da han blev ramt af fragmenter fra en granat.

Kort efter blev han skudt i skulderen.

Han råbte til de andre danskere, at de ikke skulle hjælpe ham - de skulle koncentrere sig om fjenden.

Ved egen hjælp får han bakset sig op i kampvognen. Men undervejs bliver han ramt af skud i låret og i læggen.

Da han ankom til hospitalet, havde han kun en halv liter blod i kroppen.

Få uger før den voldsomme episode var han også blevet ramt af skud fra Taleban.

Dagens Gossip

Dagens TV