Blink 182-tommeslager dropper tour efter flystyrt

Poppunkerne Blink-182 mangler deres faste trommeslager, når de onsdag begynder deres turné i Australien. Deres vante trommestiks-bestyrer, Travis Barker, tager ikke med down under på grund af voldsom flyskræk.

Fobien pådrog rockmusikeren sig efter en fatal flyulykke i 2008, hvor han kun med nød og næppe reddede sig ud af en brændende maskine. To af hans venner overlevede ikke, og den kvæstede Barker måtte tilbringe adskillige måneder på hospitalet for at komme sig.

- Jeg er ked af at meddele, at jeg ikke er med på Blink-182's australske turné, lyder det den 37-årige trommeslager på Facebook.

- Jeg er stadig ikke kommet mig over de forfærdelige begivenheder, som fandt sted sidste gang, jeg fløj, hvor mit fly forulykkede og fire mennesker blev slået ihjel. To af dem var mine bedste venner, tilføjer han.

Den stortatoverede Barker skriver også, at han havde håbet på at komme til Australien om bord på et skib for at spille for bandets australske fans. Men det lod sig ikke gøre.

Blink-182 er i Danmark bedst kendt for sange som "What's My Age Again" og "All The Small Things" fra deres første album "Enemy of The State", men faktisk er det blevet til fire studiealbum og en "Greatest Hits"-plade, siden de tre fandt hinanden i 1998.

Drengene gik fra hinanden i 2005 for at prøve nye veje, men i 2009 var de tre musikere igen samlet i Blink-182.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip