Bliv inde: Kraftig brand i fodervirksomhed i Nørresundby

Der er sket en eksplosion i en tank med kemikalier hos virksomheden Hedegaard A/S i Nørresundby i Nordjylland. Der var indtil kort før mandag middag udgangsforbud i store dele af byen, men politiet har nu ophævet advarslen.

Seks personer er kørt på sygehuset, da de har været i kontakt med et ukendt stof eller har været tæt på den efterfølgende brand, oplyser Nordjyllands Politi.

- En tank er eksploderet, og der er efterfølgende udbrudt brand, og der er røgudvikling. Vi ved ikke, hvilket stof der er tale om, så vi er i gang med at varsle folk i nærheden på grund af røgudviklingen, siger vagtchef Mogens Hougesen til Ritzau.

- Seks personer er kørt på sygehuset, og de kan både være kommet til skade ved branden og af kemikalierne. Men ingen af skaderne er livstruende, siger vicepolitiinspektør John Henriksen til Ritzau.

- Jeg har endnu ikke fået bekræftet, hvilket stof der er tale om, siger han.

Branden kom relativt hurtigt under kontrol, efter at eksplosionen skete i en tank ved Hedegaard A/S på Nordre Havnegade 3 i Nørresundby klokken 9.30 mandag.

Røgudviklingen var i nordlig retning, og derfor skulle beboere i området nord for fodervirksomheden - Engvej, Prinsessegade, Østergade og Søndre Kongevej - holde sig inden døre og lukke døre, vinduer og eventuel ventilation.

Ifølge Nordjyskes udsendte reporter er der en kraftig lugt, som river i næsen.

Kort før klokken 12 afvarslede politiet advarslen om at holde sig indenfor.

- Der afvarsles ved Nr. Sundby. Fareområdet er nu indskrænket til syd for Syrestien. Borgere kan vende tilbage til boligerne, oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Hedegaard Agro består af fire fabrikker og 10 afdelinger, som ligger spredt over det meste af Jylland. Hovedsædet ligger i Nørresundby.

/ritzau/

Dagens Gossip