Blockbuster-navnet skal lære TDCs kunder at leje netfilm

Danskerne skal lære at leje film på nettet. Og det skal det kendte Blockbuster navn hjælpe med. TDC har købt rettighederne til at bruge navnet i Danmark.

- Det handler om at sætte ekstra gang i væksten på et marked, hvor udlejningen af premierefilm i forvejen er mere end fordoblet hvert år de seneste fem år, siger TDC-direktør Anders Jensen.

- Fra de nyeste film vises i biografen, til de kan ses på de forskellige abonnementstjenester, går der typisk et par år. Mange vil ikke vente på det, men se filmene, mens de stadig er nye og vil gerne betale det ekstra, det koster, siger han.

Digital leje af film via internet og fjernbetjening er blevet stadig mere populært i de senere år, men der er fortsat mange husstande, som endnu ikke har prøvet at hente filmene digitalt.

Men det regner TDC med, at Blockbuster-navnet kan afhjælpe, når det i løbet af første halvdel af 2014 blive en del af TDC:

- Blockbuster er et superstærkt brand, som i mange år har leveret det største udbud af de bedste og nyeste premierefilm til danskerne - og sådan vil det også være fremadrettet, siger Anders Jensen.

Blockbuster Danmark annoncerede allerede sidste år, at de fysiske butikker vil blive rebrandet til butikker under navnet RecycleIT.dk.

Her kan man købe brugt forbrugerelektronik, film og spil, der kombinerer de fysiske butikker med en online platform.

I oktober åbnede den første RecycleIT.dk på Vesterbrogade i København - og de resterende Blockbuster butikker forventes rebrandet i løbet af indeværende halvår.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV