Blodig nytårsnat: En familiefar og to unge mænd er dræbt i fyrværkeriulykker

Skrevet af admin

01/01/2015

Mest læste i dag

Tre personer er blevet dræbt, mens to andre er blevet alvorligt kvæstet efter to forskellige fyrværkeriulykker i Nordjylland nær Mariager, oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.

De to ulykker er sket i henholdsvis Assens ved Mariager og i Skjellerup ved Hobro.

Tidligt torsdag morgen oplyser Nordjyllands Politi, at ulykkerne er sket lige omkring midnat i forbindelse med afskydningen af farlige krysantemumbomber.

- De foreløbige undersøgelser har vist, at begge ulykker er sket i forbindelse med affyring af krysantemumbomber, hvor et "bomberør" har været anvendt til affyringen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Krysantemumbomber er fyrværkeri, der bruges af professionelle fyrværkere. Det er ulovligt at bruge for menigmand.

Det er ifølge politiet endnu uvist, om de to episoder kan kædes sammen.

- Det er selvfølgelig sådan noget, som vi nu går i gang med at undersøge, siger vagtchef Henrik Beck, Nordjyllands Politi, til Ritzau.

I Assens er den omkomne en 37-årig familiefar, der var gået alene ud i haven på Boeck-Hansensvej for at fyre fyrværkeri af.

Resten af selskabet, deriblandt hans familie, var indenfor, da de så et lysglimt fra haven. Ingen andre kom til skade ved ulykken.

I ulykken på Andedamsvej i Skjellerup har to unge på 24 og 25 år mistet livet, mens to andre på 24 og 28 år er livsfarligt kvæstet. Alle fire er fra Hobro-området, oplyser politiet.

De sårede er i helikopter blevet fløjet til Rigshospitalet, hvor lægerne kæmper for at redde deres liv.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at ulykken skete i forbindelse med affyring af en krysantemumbombe i et cirka en meter højt metalrør. Men det står indtil videre ikke klart, hvordan og hvorfor affyringen er gået galt.

I begge ulykker eksploderede krysantemumbomberne ifølge politiet tilsyneladende lige uden for bomberørene.

Politiet har af sikkerhedsmæssige årsager tilkaldt Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste til sikring af områderne, inden en egentlig undersøgelse af ulykkesstedet kan foretages, oplyste politiet tidligere på natten til Ritzau.

På Hobro Sygehus blev der oprettet kriseberedskab med læge, psykolog og politi på stedet.

/ritzau/