Blodig søndag koster mindst 48 mennesker livet i Irak

Værst gik det ud over hovedstaden, hvor 18 personer blev dræbt af forskellige eksplosioner, herunder to vejsidebomber, og mere end 50 personer blev såret i angrebene.

I det nordlige Irak angreb bevæbnede mænd to taxaer, der transporterede soldater på vej fra Bagdad til Mosul, og dræbte fem officerer i byen Qaiyara knap 300 kilometer nord for den irakiske hovedstad.

»En af bilerne undslap bagholdet, men den anden nåede det ikke, og de militante skød og dræbte fem soldater, hvorefter de brændte ligene,« fortæller en højtstående militærofficer, der ønsker at være anonym.

En kilde på lighuset i Mosul bekræfter over for Reuters, at soldaternes lig var blevet brændt.

I byen Baquba, som ligger 65 kilometer nordøst for Bagdad, resulterede en bilbombe på en markedsplads i, at 11 personer blev dræbt og 34 blev såret, mens en anden bombe i byen dræbte fem personer og sårede otte ved et bryllup.

Vejsidebomber dræbte desuden to medlemmer af en fordreven shiitisk familie, som for nylig var vendt tilbage til deres hjem i det centrale Baquba.

Yderligere tre mennesker blev dræbt og 15 andre såret, da en bilbombe eksploderede i Balad, 80 kilometer nord for Bagdad, mens to personer blev skudt og dræbt nær deres hjem i det østlige Mosul, 390 kilometer nord for Bagdad, oplyser politiet.

Ingen gruppe har endnu taget skylden for søndagens mange angreb, men sunni-islamistiske militante har i de seneste måneder optrappet deres angreb mod den shiitisk-ledede regering som følge af borgerkrigen i Syrien.

I juli blev flere end 1.000 irakere dræbt, hvilket ifølge FN gør det til den blodigste måned siden 2008.

Iraks premierminister, Nuri al-Maliki, har svoret at fastholde sin offensive kurs mod oprørerne, hvilket efter sigende har ført til anholdelser af ??hundreder af formodede terrorister og drab på snesevis.

Dagens Gossip