Blodig uge i Kijev: Op mod 100 meldes dræbt på tre døgn

Skrevet af admin

21/02/2014

Mest læste i dag

I tre måneder har vrede ukrainere demonstreret mod Ukraines styre i centrum af hovedstaden Kijev, men de seneste dage har været de hidtil mest blodige dage under urolighederne i den tidligere sovjetrepublik.

Torsdag blev våbenhvilen i landet brudt efter kun få timer, og det førte til nye sammenstød mellem politi og demonstranter på Uafhængighedspladsen Maidan - arenaen for de blodige kampe.

Ifølge oppositionen og læger blev mindst 60 demonstranter skudt og dræbt torsdag i Kijev, og flere mistede livet i dagene forinden. Ifølge de ukrainske myndigheder er 75 mennesker blevet dræbt siden tirsdag.

Gennemhullede lig lå torsdag spredt mellem murbrokker på Uafhængighedspladsen, hvor maskerede demonstranter med molotovcocktails tvang bevæbnede betjente tilbage.

Frivillige læger, der har oprettet et midlertidigt lighus på et populært hotel med udsigt over Uafhængighedspladsen, anklager politiet for bevidst at dræbe demonstranter med skarpladte våben.

- De blev skudt i hovedet eller hjertet af rigtige kugler - ikke af gummi, siger førstehjælpsarbejderen Natalia.

Ukraines indenrigsministerium fastslår dog, at sikkerhedsstyrkerne har ret til at bruge ammunition "i selvforsvar".

Politi og demonstranter beskylder hinanden for at anvende snigskytter under konflikten, som blev udløst sidste år, da landets prorussiske præsident, Viktor Janukovitj, vendte EU ryggen og i stedet underskrev en handels- og låneaftale med magthaverne i Kreml.

Demonstranterne i Ukraine har ifølge indenrigsministeriet taget 67 politifolk som gidsler i Kijev, skriver nyhedsbureauet Reuters.

EU besluttede torsdag at indføre sanktioner mod Ukraine, og USA truer med sanktioner direkte rettet mod de ansvarlige for volden.

/ritzau/AFP