Blodige optøjer i uro-region: 16 mennesker dræbt i Kina

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

16 mennesker har søndag mistet livet i Kinas uroplagede region Xinjiang, der ligger i den nordvestlige del af landet, skriver statslige medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Politistyrker forsøgte at anholde nogle mistænkte, da de blev angrebet af "banditter", der var bevæbnet med eksplosive anordninger og knive, rapporterer en nyhedsportal, der er drevet af myndighederne i Xinjiang.

To politimænd blev dræbt, mens 14 "banditter" blev skudt, skriver Reuters.

I juni angreb bander bevæbnet med knive en politistation og en lokal regeringsbygning. Mindst 27 mennesker blev dræbt i kampene.

Sammenstødene var de blodigste siden 2009, hvor næsten 200 mennesker blev dræbt under kampe mellem uighurer og hankinesere, som er den dominerende etniske gruppe i landet.

Xinjiang-regionen er hjemsted for det store muslimske uighurer-mindretal. Mange uighurer, der taler et andet sprog end hankineserne, føler sig undertrykt af den kinesiske regerings restriktioner på deres kultur, sprog og religion.

Xinjiang er en region, som er dobbelt så stor som Tyrkiet, og som er hjem for omkring ni millioner, hvoraf langt de fleste er muslimske uighurer.

De lokale myndigheder i Xinjiang har forsøgt at forhindre kvinder i at bære slør og burkaer, og de forhindrer mænd i at lade deres skæg gro langt. Uighurerne er et af Kinas 56 officielle mindretal.

/ritzau/