Blodigt angreb mod kendt moské i Nigeria: 64 er dræbt

Skrevet af admin

28/11/2014

Mest læste i dag

120 personer er dræbt og mindst 270 såret efter flere bombeangreb mod en nigeriansk moské, der er kendt som hjemsted for en af landets mest indflydelsesrige islamiske ledere, emiren af Kano.

Tre bomber rystede den kendte moské i forbindelse med fredagsbønnen, skriver det franske nyhedsbureau AFP, som beretter fra et lokalt hospital, at man har bekræftet mindst 120 døde.

- To bomber eksploderede, den ene efter den anden, på stormoskeens grund sekunder efter, at bønnen var indledt, siger vidnet Aminu Abdullahi og tilføjer, at en tredje bombe kort efter eksploderede lige i nærheden.

Emiren, Sanusi Lamido Sanusi, var efter sigende inde i moskeen, da bomberne detonerede i gården udenfor.

Ifølge et andet vidne blev der åbnet ild umiddelbart efter bombeangrebet, som den militante islamiske gruppe Boko Haram mistænkes for at stå bag.

- Gerningsmændene åbnede ild mod dem, som forsøgte at flygte, siger politiets talsmand Emmanuel Ojukwu.

De to første eksplosioner var selvmordsbombere.

Alene i denne uge har flere kraftfulde bombeangreb rystet det afrikanske land, hvor Boko Haram særligt i nord skaber ustabilitet med selvmordsangreb og bortførelser.

Ingen har foreløbigt taget skylden for fredagens bombeangreb.

I forrige uge opfordrede emiren til, at folk i det nordlige Nigeria skulle gribe til våben og bekæmpe Boko Haram, og han såede samtidig tvivl om militærets indsats for at beskytte civilbefolkningen.

Boko Haram har dræbt tusinder i et utal af angreb siden 2009. I april bortførte Boko Haram over 200 skolepiger.

/ritzau/AFP