Blodigt bombeangreb dræber soldater i Egypten

Egyptiske militærbygninger er blevet bombet af militante islamister på Sinai-halvøen tæt ved grænsen til Israel onsdag formiddag.

Mindst tre soldater har ifølge nyhedsbureauet AFP mistet livet i forbindelse med et dobbelt bilbombeangreb mod militære efterretningsbygninger i byen Rafah, der ligger tæt ved Gaza-striben.

Den første bombe ramte det militære hovedkvarter, og et par minutter efter eksploderede en anden bombe ved en kontrolpost i nærheden.

Mindst otte soldater blev såret i angrebene, blandt de otte har nogle alvorlige skader.

Alle veje ind og ud af byen er lukket, mens sikkerhedsstyrker afsøger området for de skyldige i angrebene.

Episoden sker blot få dage efter, at al-Qaeda-tilknyttet gruppe i Sinai har taget skylden for en bombe i Kairo mod landets indenrigsminister i sidste uge.

Situationen i den nordlige del af Sinai er blevet mere og mere urolig siden Hosni Mubaraks fald fra magten i 2011.

På det seneste er der sket endnu en optrapning, efter at militæret tog magten fra præsident Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip