Blodigt opgør i norsk bingohal: Amok med økser og knive

»Vi fik meldinger om et voldsomt slagsmål i bingohallen. Der blev slået med økser, sværd og stikvåben,« fortæller indsatsleder Tore Barstad til norske vg.no, der også kan berette, at det flød med blod på torvet i bydelen Torshov, hvor bingohallen ligger.

To personer er alvorligt tilskadekomne og blev kørt til behandling på sygehuset, men sent mandag aften er deres tilstand ukendt.

Ifølge vg.no kan vidner berette om brutal vold.

»Jeg sad derinde og spillede. Der kom fem-seks personer stormende ind. De gik løs på nogle udvalgte,« fortæller et øjenvidne.

»De brugte alle mulige slagvåben og knive - og et sværd. Jeg så også en pistol,« fortæller han.

Et andet øjenvidne kan beskrive et forfærdeligt scenarie, der forklarer de store mængder blod foran bingohallen:

»Da jeg kom ud, var han kravlet over gaden og lå på den anden side. Han var blevet hugget i siden og i armen og blødte voldsomt. Så kom der en sort Mercedes af ældre model med fire mænd med udenlandsk oprindelse, og de tog ham med i bilen,« forklarer han.

Politiet bekræfter også, at der blev fundet skydevåben på stedet, men afviser, at der blev affyret skud.

Politiet i Oslo mener at kunne placere både ofre og gerningsmænd i roma-miljøet i Oslo, men der er ingen forklaring på, hvorfor overfaldet fandt sted.

»Der er fraktioner i roma-miljøet, som har været i konflikt, men vi ved ikke, hvem vi er efter her,« siger indsatslederen.

Samtidig med det blodige opgør i bingohallen i Torshov, fandt der også et overfald sted hos lægevagten i Oslo. De involverede i denne episode stammer også fra roma-miljøet, men politiet er fortsat usikre på, om der er en sammenhæng mellem de to voldsepisoder.

Indtil videre har politiet i Oslo pågrebet fire personer i forbindelse med voldsepisoderne, men de jagter fortsat gerningsmændene, men har flere navngivne mistænkte, skriver vg.no.

Dagens Gossip