Blodspor førte politiet til voldsoffer

Politiet fulgte blodspor i Holstebro til en lejlighed, hvor en 23-årig mand lå bevidstløs efter en voldelig episode natten til lørdag.

Den 23-årig ligger nu på operationsbordet i Herning, og politiet har anholdt to yngre mænd, oplyser vagtchef Jeppe James Olsen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Patruljen følger blodspor og nogle skoaftryk, da de har været en tur i en å, og de finder frem til en lejlighed, hvor den 23-årige ligger. Han er nu under behandling på intensiv i Herning, og han har muligvis kvæstelser i hovedet, siger Jeppe James Olsen til Ritzau.

Ud fra nogle andre spor på stedet finder de frem til anden lejlighed i nærheden, hvor politiet fandt to formodede gerningsmænd på 21 og 23 år, som de anholder.

- Vi skal have dem afhørt, men det tyder på, at de enten har været i slagsmål eller har overfaldet, og de har formentlig alle tre været en tur i åen. Vi har en kraftig mistanke til, at det er dem ud fra sporene, fortæller vagtchefen.

Den ene af de anholdte har været så påvirket, at politiet endnu ikke har kunnet få oplysninger ud af vedkommende.

Politiet blev alarmeret om volden på Den Røde Plads klokken 05.43.

Politiet jurister skal nu tage stilling til, om mændene skal fremstilles i et grundlovsforhør senere lørdag.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV