Blødende krondyr på uventet visit på Holstebro sygehus

Skrevet af admin

19/04/2016

Mest læste i dag

Et krondyr kom tirsdag på uventet besøg på Holstebro Sygehus, da det smadrede en rude til sygehusets sterilcentral og sprang ind gennem vinduet.

Det skriver Lemvig Folkeblad på sin hjemmeside.

Ruden, som er placeret ved siden af hovedindgangen, blev ikke knust, men rammen gik i stykker, så krondyret kunne springe igennem.

Det blev dog kun til et kort visit, for dyret flygtede hurtigt samme vej, som det kom ind, hvorefter en pårørende til en patient jagede dyret bort.

- Vi måtte jo sørge for, at hverken dyret eller patienterne kom til skade. Den var helt vild - med tungen hængende ud af munden, og det blødte fra det ene gevir, siger Ole Christensen, der jagede dyret væk, til Lemvig Folkeblad.

Ole Christensen beskriver dyret som en treårig han. Det bygger han på, at dyrets gevir havde tre takker.

En enkelt ansat på sygehuset kom lettere til skade under det uventede besøg.

- Der er en af de ansatte, der er kommet til skade. Hun har fået et spark på låret og har været til tjek på skadestuen, siger Gitte Bjerge, som er postpiccoline på sygehuset.

Men det kunne være endt meget værre, for havde der siddet nogen på arbejdsstationen, der vender ud mod det ødelagte vindue, havde personen højest sandsynligt fået både vindue og krondyr ned over sig.

Det er anden gang på få dage, at et krondyr forvilder sig ind på uvant territorium.

Lørdag løb et krondyr ind i en T. Hansen-butik i Hjørring, hvor det først lykkedes for personalet at få det store dyr ud efter halv times tid.

/ritzau/