Bloodhound Gang i russisk straffesag

Rusland vil rejse straffesag mod to medlemmer af Bloodhound Gang. Det er konklusionen, efter at landets magtfulde Undersøgelsesudvalg har gennemgået nogle episoder fra i sommer.

Den amerikanske rockgruppe gav i slutningen af juli flere koncerter i Ukraine og her besudlede to af musikerne både det det russiske og det ukrainske flag, mener udvalget.

I Odessa stak bassisten »Evil« Jared Hasselhoff det russiske flag ned foran i sine bukser og trak det op bagpå, hvorefter han smed det ud til publikum, ligesom han på scenen i Kiev skal have tisset på Ukraines blå og gule flag.

Hasselhoff undskyldte, men uden virkning. Alle Bloodhound Gang-musikernes visa blev annulleret og bandet måtte i al hast rejse hjem.

Russerne tolker musikerens opførsel som en bevidst hån og har samme holdning til forsangeren James Franks. Han skal være bassistens medsammensvorne.

Da Undersøgelsesudvalget tog fat på efterforskningen i august, lød det, at de amerikanske rockstjerner var under mistanke for at have planlagt deres tilsvining af flaget »for at opildne til had og ydmyge Ruslands borgere«.

Hvis det lykkes Rusland at stille Hasselhoff og Franks for retten og de bliver kendt skyldige, risikerer de to mænd op til fem års straffearbejde, sandsynligvis i Sibirien.

Forholdet mellem USA og Rusland er i forvejen kølet ned til nulpunktet efter flere diplomatiske kriser blandt andet i forbindelse med whistlebloweren Edward Snowden og senest Vestens kurs over for Syrien.

Dagens Gossip