Blot tre af 58 anholdte for overgreb i Köln er flygtninge

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

I Köln danner der sig et nyt billede af de overfaldsmænd, der trak overskifter for masseovergreb mod kvinder nytårsaften.

Selvom mange medier har beskrevet, at det var flygtninge, der udførte overgrebene i den tyske by, skriver den britiske avis The Independent, at kun tre af 58 anholdte er blevet registreret som nytilkomne flygtninge.

De tre personer er to syrere og én person fra Irak, der var ankommet til Tyskland kort før nytår. Mens de resterende personer primært betegnes som migranter. Tre var tyske statsborgere.

Størstedelen af dem har algerisk, tunesisk og marokkansk baggrund, oplyser statsanklager Ulrich Bremer ifølge den britiske avis.

Den tyske avis Die Welt skriver, at politiet i Köln i alt har modtaget 1054 klager, hvoraf 600 er knyttet til seksuelle overfald omkring nytårsnat.

Endvidere efterforsker politiet tre sager om fuldbyrdede voldtægter.

Politiet er blevet kritiseret for manglende indsats på aftenen, hvor det er blevet oplyst, at omkring 1000 mænd af "arabisk eller nordafrikansk oprindelse" var samlet og i mindre grupper omringede kvinder, befamlede dem og stjal deres ejendele.

De mange overgreb medførte, at Kölns politichef, Wolfgang Albers, blev fyret. Delstaten Nordrhein-Westfalens indenrigsminister, Ralf Jäger, sagde, at det skete for at genvinde offentlighedens tillid til, at politiet i Köln har handlekraft og kompetence.

Efter rapporterne om overgrebene i Tyskland er det også kommet frem, at lignende overfald har fundet sted i flere andre europæiske byer omkring nytår.

I Hamburg, schweiziske Zürich og finske Helsinki modtog myndighederne et usædvanligt stort antal anmeldelser om seksuelle overgreb nytårsaften.

Også rapporter om overgreb i Kalmar og Malmø i Sverige er blevet efterforsket af politiet.

/ritzau/