Blottere og børnelokkere på spil i Østjylland

Skrevet af Elo Christoffersen

17/04/2013

Dagens topnyheder

I går var der fem steder i Østjylland enten blottere eller børnelokkere på spil. Det skete i Lystrup, Vejle, Kolding og Vamdrup.

To tilfælde i Lystrup

Tre piger i 10-års alderen blev i formiddag ved 10-tiden udsat for en blotter i Lystrup ved Aarhus.

Pigerne spottede manden ved tunnelen, der ligger omkring SuperBrugsen i Lystrup, oplyser Østjyllands Politi til Dagens.dk.

Pigerne har forklaret politiet, at manden havde en lang tissemand med noget, der dryppede ud af den.

Senere blev en pige i 5. klasse udsat for en blotter ved en tunnel ved Sønderskovvej/Elstedhøj, tæt på skolen i Lystrup. Det var omkring en kilometer fra det første gerningssted. Pigen har til politiet forklaret, at blotteren havde haft sit lem fremme og onaneret, da hun kørte forbi.

Gerningsmanden beskrives som 35-40 år, 175-180 centimeter høj, dansk af udseende, almindelig af bygning, iført mørkeblå jakke med sorte mærker på ærmer og lommer, mørkeblå bukser, der kunne minde om ”baggy” bukser, sorte sko uden snørebånd, samt en blågrå hue på hovedet.

Mand viste sin tissemand foran 10-årig pige

En mand stod i går og viste sin tissemand frem på et stisystem på Jomfru Ingefreds Vej. Den 10-årige pige var på vej til Vinding Skole, da hun mødte manden på stisystemet. Pigen stak af og ringede straks til sin mor, der alarmerede Sydøstjyllands Politi.

Men da politiet nåede frem var manden væk.

Den 10-årige pige har kun kunnet give et sparsomt signalement af blotteren.

Mand fik 6-årig dreng til at røre ved tissemanden

En blot 6-årig dreng var i går mellem klokken 14 og 15.30 på vej hjem i Dalby ved Kolding. Ved Dalby Skole blev han antastet af en mand. Han fik drengen til at beføle sig i skridtet og efterfølgende åbnede han bukserne op og fik drengen til at røre ved tissemanden. Herefter knappede han drengens bukser op, oplyser lokalpolitiet i Kolding til dagens.dk.

Drengen løb efter overgrebet hjem til sin mor, der alarmerede politiet. Der foreligger endnu ikke et signalement af gerningsmanden, men i følge den 6-årige dreng, hed han Peter.

Ældre mand tilbød slikkepind

I Vamdrup har der været en børnelokker på spil.

I Danmarksgade gik en 11-årig dreng, da en mand i en hvid kassevogn kørte op på siden af drengen og spurgte om han ville have en slikkepind.

Den afslog drengen og begyndte at løbe. Manden fulgte i sin bil efter drengen, men efter omkring 200 meter lykkedes det drengen, at smutte væk fra vejen.

Manden beskrives som 50-60 år, hvidt hår og bar en blå kasket.