Blume og Ottesen misser VM-finale i 50 meter fri

Skrevet af admin

08/08/2015

Dagens topnyheder

Kvindernes 50 meter fri-finale ved langbane-VM i Kazan bliver uden dansk deltagelse.

I lørdagens anden semifinale i disciplinen var der ellers mulighed for at få både Pernille Blume og Jeanette Ottesen med, men ingen af dem kvalificerede sig.

Tættest på var Jeanette Ottesen, der kom ind i niendebedste tid, da hun svømmede 24,61 sekunder, mens Pernille Blume satte 13.-bedste tid.

Begge danskere nedtoner betydningen af resultatet.

- Det positive er, at jeg gik ind med den rigtige indstilling og gav alt, hvad jeg havde i mig i dag. Det er bare ikke mit stævne.

- Jeg har ikke styrketrænet i over en måned, og min styrke er jo, at jeg er lille og stærk. Men jeg synes ikke, at jeg burde svømme dårligt, bare fordi jeg ikke har styrketrænet, siger Pernille Blume til TV2 Sport.

Jeanette Ottesen supplerer:

- Jeg tror ikke, der er så meget at sige til det. 50 fri er ikke noget, jeg går vildt meget op i, så det går nok. Jeg svømmede kun distancen, fordi der er nogle, som mener, at jeg godt kan, siger Ottesen til TV2 Sport.

Løbet blev svømmet under en time efter, at Jeanette Ottesen havde været i finalen i 50 meter butterfly, hvor det blev til en sølvmedalje.

Søndag får både Blume og Ottesen mulighed for at sikre Danmarks femte VM-medalje i Kazan i 4x100 meter medleyholdkappen.

/ritzau/