BMC vinder holdtidskørsel i Dauphine og tager gult

Skrevet af admin

09/06/2015

Dagens topnyheder

Den 24,5 kilometer lange holdtidskørsel på 3. etape i Criterium du Dauphine blev en uhyggeligt tæt affære i kampen om etapesejren, og her var BMC stærkest.

Som det eneste hold pressede BMC sig lige under den halve time på den kuperede rute, hvor flere hold kom i store vanskeligheder med at holde fem mand samlet hele vejen til målstregen. Det er tiden på femte mand, der bliver registret for holdet.

Sejren betyder, at australieren Rohan Dennis overtager den gule førertrøje fra Skys Peter Kennaugh. Han var sammen med favoritten og holdkammeraten Chris Froome blandt holdene, der havde svært ved at holde samling på tropperne.

Astana med den forsvarende Tour de France-vinder, Vincenzo Nibali, var kun fire sekunder dårligere end BMC, mens Movistar med Alejandro Valverde blot var fem sekunder efter i en tæt topstrid.

Førende Rohan Dennis har samme tid som holdkammeraten Tejay van Garderen i den samlede stilling nu, hvor Nibali og Valverde er henholdsvis fire og fem sekunder efter.

Skulle Alberto Contador have fulgt holdtidskørslen, må han have fået bange anelser forud for årets Tour de France.

Tinkoff-Saxo sluttede tredjesidst af de 22 hold med et tidstab på halvandet minut til vinderne fra BMC.

Dog vil Contador selv og et par andre profiler forstærke holdet til Tour de France, hvor holdtidskørslen i år faktisk er et par kilometer længere end dagens Dauphine-etape.

/ritzau/