B&O chokerer med kæmpe nedjustering

Fra at have forventet »et positivt« driftsresultat (EBIT) i det forskudte regnskabsår 2012/13, lyder forventningen nu et driftsunderskud på mellem 150 og 200 millioner kroner.

Det er anden gang på kort tid at topchef Tue Mantoni må skrue ned for forventningerne til B&O. Så sent som ved sidste kvartalsregnskab i januar sænkede han udsigterne til omsætningen og overskuddet. Regnskabet blev i det hele taget betegnet som »dumpet« af analytikerne, fordi det langt fra levede op til de mål, som Mantoni har sat for forretningen.

B&Os udmelding tager udgangspunkt i situationen lige nu - i tredje kvartal. Her viser de foreløbige tal, at omsætningen er dykket til 655 millioner kroner fra 766 millioner kroner i samme periode sidste år. Faldet betyder, at driftsresultatet (EBIT) bliver negativt - og det med 144 millioner kroner mod et overskud på 23 millioner kroner i samme periode sidste år.

Virksomheden fremhæver, at det faktisk går godt med salget af B&O Play- og Automotive-produkterne. Men derudover er der tilbagegang i salget. Årsagen mener ledelsen hovedsageligt skal findes i den omfattende butikslukning, som B&O er midt i. Virksomheden venter at lukke op i mod 125 butikker over halvandet år - og lukningerne sker faktisk hurtigere end ventet. Og det koster omsætning.

»Negative kortsigtede effekter af den igangværende omstillingsproces for Bang & Olufsen, herunder de ovennævnte butikslukninger, kombineret med vedvarende makroøkonomisk usikkerhed, særligt i Europa, har resulteret i et tab af momentum i løbet af kvartalet,« skriver B&O-ledelsen i børsmeddelelsen.

På årsbasis forventer B&O nu en omsætning i 2012/13 på mellem 2,8 og 2,9 milliarder kroner. Før dagens nedjustering var forventningen et salg, som var »højere« end niveauet sidste år, der lød på lidt over tre milliarder kroner.

 

Dagens Gossip

Dagens TV