Bo i den gamle stationsbygning

Skrevet af Boligsiden.dk

22/02/2014

Mest læste i dag

Nedlagte jernbanestrækninger har efterladt flere stationsbygninger, der ikke længere har til formål at servicere de rejsende. Men også på stationer, der stadig er i brug, er selve stationsbygningen solgt fra. Mange er omdannet til private boliger, og netop nu er flere til salg. Nogle har stadig togskinner i baghaven, mens andre blot har historien med sig.

Bliv ven med Dagens Bolig på Facebook - Klik her

Der er stor forskel på de stationsbygninger, der er til salg. Nogle er store og statelige, mens andre er mindre prangende. Og nogle har bevaret elementer fra de gamle billetsalg, fx gamle billetluger, der er integreret i boligen og på fineste vis er med til at fortælle boligens historie.

Her er en liste over nogle af de mest spændende stationsbygninger, der er til salg netop nu på Boligsiden.dk.

Mosevej 28, 5400 Bogense

Denne 253 kvadratmeter store og velholdte ejendom ligger på en grund, der er intet mindre end 11.382 kvadratmeter. Så har du et stor pladsbehov både ude og inde, er den gamle stationsbygning på Mosevej måske noget for dig. Nænsomt renoveret og indflytningsklar.

Udbudspris: 3.995.000 kr.

Elmholmvej 3, Ø Vandet, 7700 Thisted

Nedlagt stationsbygning der har bevaret flere detaljer fra fortiden. Den gamle billetluge er fx integreret i et indvendigt vindue, der adskiller to stuer. Her er hele 216 kvadratmeter at bolte sig på ligger ikke langt fra Nationalpark Thy.

Udbudspris: 1.295.000 kr.

Pile Alle 7, Ramsing, 7860 Spøttrup

Her er en af de virkelig statelige stationsbygninger. Ikke bare er boligen med sine 220 kvadratmeter ganske stor; den er også placeret på en næsten 6.000 kvadratmeter stor grund, der dels er udlagt som prydhave, dels som grund med høje træer og stor plæne. Smukt vedligeholdt ejendom, der også har en gammel billetluge og tilhørende klokke.

Udbudspris: 2.190.000 kr.

Jernbanevej 4, 5580 Nørre Aaby

Det her er vel nok den mest klassiske og autentiske stationsbygning på listen. Bygningen er placeret på perronen, der stadig er i brug, og adressen er naturligvis Jernbanevej.  Ejendommen er fredet og indeholder blandt andet en smuk, stor ventesal. Vinduerne er lydisolerede ud imod banen.

Udbudspris: 2.685.000 kr.

Frederiksbergvej 20, 5600 Faaborg

Gigantisk ejendom på 464 boligkvadratmeter i denne gamle stationsbygning, som du kommer ind i gennem en flot buet dør, der fører ind til den klinkebelagte hall. Masser af værelser og rum.

Udbudspris: 1.495.000 kr.