B&O-topchef: Vi har aldrig ville sælge hele selskabet

Skrevet af admin

31/03/2015

Dagens topnyheder

Det er en rigtig god pris, som Bang & Olufsen får for sin Automotive-division, der er blevet solgt til amerikanske Harman.

Det siger Tue Mantoni, der er administrerende direktør for det danske selskab, i et interview med Ritzau Finans.

Topchefen vurderer samtidig, at Bang & Olufsen ikke kunne have opnået samme værdi ved at drive divisionen videre på egen hånd.

Alligevel kategoriserer han handlen som en win/win-aftale, fordi den amerikanske køber har større muligheder for at videreudvikle Automotive-aktiviteterne, der producerer højttalere og andet lydudstyr til luksusbiler.

- Vi får en pris, der er mere, end hvad vi selv havde kunnet realisere, og Harman betaler en pris, der synes høj, men alligevel er der gode muligheder for, at det kan blive en rigtig god forretning for dem.

- Det er fordi, de har en skala og en markedsføringskraft, der gør det muligt at udnytte potentialet bedre, siger Tue Mantoni til Ritzau Finans.

- Automotive er og har været en attraktiv og profitabel forretning for os, men det er også en attraktiv forretning for Harman, og derfor er det lykkes at strukturere en aftale, der er rigtig god for begge parter, fortsætter han.

Selv om Harman også er aktiv på de forbrugermarkeder, som Bang & Olufsens resterende forretning er baseret på, har det dog ikke været på tale, at amerikanerne skulle købe hele det danske selskab.

- Det har der ikke været tale om på noget tidspunkt. Harman er et stort amerikansk selskab med rigtig mange aktiviteter, men der, hvor de er rigtig stærke, er inden for Automotive.

- Vi har nu et skarpt fokus rettet på vores forbrugerforretning, siger Tue Mantoni.

/ritzau/