Boasson-Hagen nappede 3. etape i Tour-test

Det var sæsonens største sejr for det norske stortalent, som har skuffet i klassikerne og kun med nød og næppe holdt sin sejrskvote respektabel med to etapesejre hjemme i Tour of Norway, inden det blev til en sejr på væsentligt højere niveau i Tour-optaktsløbet.

Hagen, der kører for britiske Team Sky, blev tilgodeset af et stærkt holdarbejde, inden han selv satte skabet på plads i spurten foran australske Michael Matthews (Greenedge) og Gianni Meersman (QuickStep).

Onsdag venter en 32,5 km lang enkeltstart på rytterne, og dermed indtræder også en ny fase i løbet, hvor favoritterne for alvor bliver tvunget til at spille kortene.

De danske forhåbninger knytter sig især til Astana-kaptajn Jakob Fuglsang, som skal forsøge at køre noget selvtillid ind på kontoen mod konkurrenter som Tour-favorit Chris Froome, Team Saxo-Tinkoffs spanske superstjerne Alberto Contador og Katushas altid sejrssultne klassementskort Joaquim Rodriguez.  

Dagens Gossip