Bob Dylan beskyldes for racisme i Frankrig

Skrevet af admin

02/12/2013

Dagens topnyheder

En kroatisk forening i Frankrig er blevet så gal på den amerikanske sanger Bob Dylan, at den er gået til domstolene og beskylder ham for at være racist.

Rådet for Kroater i Frankrig (CRICCF) siger, at en domstol i den franske hovedstad, Paris, har accepteret sagsanlægget og har bedt Bob Dylan om at komme til Paris til en retshøring, skriver International Business Times ifølge avisen The Independent.

Sagen har sit udspring i et interview, som Dylan har givet til den franske udgave af magasinet Rolling Stones tilbage i 2012.

Her citeres sangeren for stærkt kritiske udtalelser om USA i forbindelse med USA's udvikling siden borgerkrigen i det 19. århundrede.

- Sorte ved, at hvide ikke ville opgive slaveriet, hvis de fik det, som de ville, siger Dylan blandt andet i interviewet.

- Hvis du har en slaveejer eller klan i dit blod, så kan sorte mærke det. Det er der den dag i dag. Lige som jøder kan mærke naziblod, eller serbere kan mærke kroatisk blod, citeres han for at sige.

Det er den sidste sætning, der har udløst kroatisk vrede.

CRICCF's leder hedder Vlatko Maric, og det er ham, der siger, at en domstol i Paris tager sagen.

- Det er en tilskyndelse til had. Man kan ikke sammenligne kriminelle kroater med alle kroater. men vi har ikke noget imod magasinet Rolling Stones eller Bob Dylan som sanger, siger han.

I Kroatien har bemærkningerne allerede haft en effekt. Flere radiostationer spiller ikke længere Bob Dylan.

Serbere og kroater lå i en meget blodig konflikt med hinanden i begyndelsen af 1990'erne, da Jugoslavien faldt fra hinanden.

/ritzau/