Bodil er skyld i flere SAS-aflysninger fredag

Skrevet af admin

06/12/2013

Mest læste i dag

SAS i Danmark har haft "nogle" aflysninger i løbet af den heftige morgentrafik efter stormen Bodil, og også fredag eftermiddag vil der komme forsinkelser og aflysninger, oplyser selskabet til Ritzau.

- Vi har haft nogle aflysninger her til morgen og flyver med forsinkelser på 30 minutter plus minus, siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS til Ritzau Finans.

I København er der fortsat kun en landingsbane, landingsbane 12/30, til rådighed, hvilket medfører en reduceret trafik.

Derudover har SAS mandskabsmæssige udfordringer som følge af, at alt personalet fredag ikke befinder sig de steder, hvor det var planlagt.

- Vi kommer til at se frem mod nogle aflysninger i eftermiddag, og det hænger også sammen med, at vi har fly og medarbejdere, som torsdag simpelthen ikke kom hjem til de baser, hvor de hører til.

- Det påvirker også trafikprogrammet fredag. Det er både det med, at vi ikke har dem til stede, men også at deres flyve-hviletid bliver overskredet, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Hun opfordrer SAS-kunderne med billet til fredag til at holde øje med deres flyafgang på SAS' hjemmeside eller på selskabets app.

- Hvis afgangen ikke er aflyst, så skal man møde op i lufthavnen i sædvanlig god tid. Hvis flyet er aflyst, skal man blive hjemme og kontakte det sted, hvor man har købt billetten. Det kan for eksempel være et rejsebureau.

- Hvis billetten er købt hos os, så sørger vi for at ombooke passageren, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Situationen efter stormen Bodil er helt usædvanlig, siger pressechefen.

- Det er et kæmpestort puslespil, der skal gå op. Det er det hver dag, når man afvikler flytrafik, men især efter en stormfuld dag som torsdag. Det er meget usædvanligt, at en lufthavn lukker helt ned i så mange timer, siger hun.

/ritzau/