Bodil Jørgensen-ulykke: ASA Film får bøde

ASA Film har fået og accepteret en bøde på 70.000 kroner som følge af den traktorulykke, som skuespilleren Bodil Jørgensen var ude for under optagelserne til filmen "Far til fires vilde ferie" ved Mandø i Vadehavet i juni.

Det oplyser ASA Film i en pressemeddelelse.

Ulykken skete, da Bodil Jørgensen under optagelserne til filmen sammen med en anden skuespiller kørte en traktor op på et dige ved Mandø. Da traktoren nærmede sig toppen, gled den, og Bodil Jørgensen faldt af og blev ramt af traktoren.

Ved ulykken brækkede den 53-årige Bodil Jørgensen blandt andet ribben og fik brud på bækkenet.

Arbejdstilsynet har efterfølgende lavet en rapport af ulykken, der viser, at ikke alle led ved filmscenen var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Derudover var føreren af traktoren ikke tilstrækkeligt oplært i at køre traktor på dige. Traktorens bagskovl blev anvendt til at transportere personer, og det var ifølge Arbejdstilsynet ikke fuldt forsvarligt sikkerhedsmæssigt.

ASA Film har efterfølgende modtaget en sigtelse fra politiet. Bøden er ifølge sigtelsen på 70.000 kroner, og ASA Film har modtaget bøden uden indvindinger.

- Ansvaret for ulykken er ASA Films, for der bør ikke kunne ske en ulykke på en filmoptagelse, som jeg er øverste ansvarlige for. Når der alligevel sker en så frygtelig ulykkelig hændelse, så er der ting, som vi ikke har gjort rigtigt, siger producent fra ASA Film Henrik Møller Sørensen i en pressemeddelelse.

- Jeg vil gerne igen beklage dybt overfor især Bodil Jørgensen, men også overfor alle andre, at det kunne gå så galt, siger han.

- På alle filmoptagelser tager vi sikkerheden meget alvorligt. Det bedste, vi nu kan gøre, er at lære af ulykken og skærpe den ansvarsfølelse, som alle har på filmoptagelser, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip