Boe og Mogensen fuldender dansk nedtur i Odense

Skrevet af admin

17/10/2015

Dagens topnyheder

Mathias Boe og Carsten Mogensen fuldendte en sløj dansk semifinaledag ved Denmark Open i badminton, da herredoublen tabte i tre sæt til kineserne Liu Cheng og Lu Kai.

Det relativt nysammensatte kinesiske herredoublepar Liu Cheng og Lu Kai dukkede danskerne med 22-20, 11-21 og 21-17 og sørgede for en danskerfri finaledag søndag.

Carsten Mogensen mente efterfølgende, at de to danskere tabte til sig selv.

- Det var et spørgsmål om os selv. Vi spillede rigtig skidt, så vi fortjente ikke at vinde. Vi førte 18-14 i første sæt. Jeg kan ikke forstå, vi ikke kunne lukke det, lyder det fra en skuffet Carsten Mogensen.

Det blev et tæt første sæt, indtil danskerne begyndte at trække fra til sidst for så at smide det hele på gulvet.

Selvom Boe og Mogensen smed en føring på 18-14, sikrede et drøn af et smash fra Carsten Mogensen og en netruller fra Mathias Boe en dansk sætbold ved 20-19.

Den blev dog misbrugt, og i stedet hev kineserne sættet hjem med 22-20.

Trods det unødvendige sættab lod Boe og Mogensen sig ikke slå ud, og den danske duo lagde godt fra land i andet sæt.

Hurtigt blev en føring på fem point opbygget, og ved det korte ophold midtvejs i sættet var danskerne foran med 11-5.

De to danskere sad tungt på sættet, og på fundamentet af en god defensiv kom de stærkt tilbage i kampen med sætsejr på 21-11.

Tredje og afgørende sæt blev tæt i starten, men mange danske fejl gav kineserne et afsæt til at skabe et hul på syv point, som danskerne ikke formåede at lukke.

Sættet endte 21-17 i kinesisk favør, og derfor bliver søndagens finaler ved Denmark Open uden dansk deltagelse.

- Vi holdt os ikke til taktikken, vi spillede for langsomt, og i store perioder af kampen bevægede vi os ikke, som vi skulle, siger Mathias Boe efter nederlaget til det useedede kinesiske par, som i finalen møder verdensetterne Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong.

/ritzau/