Boe og Mogensen i VM-finale efter tæt opgør

Efter damedoublen med Juhl og Pedersen tidligere lørdag tabte deres semifinale ved VM i badminton i Kina, var der efterfølgende dansk succes. Mathias Boe og Carsten Mogensen vandt deres semifinale over det koreanske par Ki Jung Kim og Sa Reng Kim med 21-23, 21-18, 21-18.

Og det endte med at blive en spændende, tæt og dramatisk kamp. I det afgørende sæt fik Carsten Mogensen et noget usædvanligt rødt kort af dommeren, som danskerne gennem hele kampen havde et anstrengt forhold til. Det røde kort betød, at danskerne mistede et point, og serven gik over til koreanerne. Men danskerne holdt nerverne og koncentrationen i ro og vandt kampen.

I første sæt var danskerne blot en fjerbold fra at komme bedst fra start, da de havde sætbold ved stillingen 20-19. Men koreanerne overlevede, og endte selv med at tage sættet hjem 23-21.

Der var også på forhånd også lagt op til en tæt duel mellem de to par, da det koreanske par ligger nummer fire på verdensranglisten, imens Boe og Mogensen ligger nummer seks.

Det tætte spil fortsatte i andet sæt, men denne gang med en lille fordel til danskerne, som førte med et par point gennem hele sættet. Boe og Mogensen missede deres første af fire sætbolde, men på den efterfølgende bold tog den danske double sættet 21-18.

Tredje sæt forsatte med danskerne som værende det bedste par, og efter sidste bold kunne jublen bryde ud for de to danskere.

Carsten Mogensen og Mathias Boe var på forhånd Danmarks bedste bud på en medaljetager ved VM i Kina. Med deltagelsen i semifinalen var de sikre på bronze, men efter finalepladsen skal danskerne spille om guld eller sølv søndag eftermiddag.

Dagens Gossip