Boe og Mogensen sikrer eneste danske French Open-finale

Dansk badminton er repræsenteret i herredouble, når finalerne ved Super Series-turneringen French Open i Paris spilles søndag.

Det står klart, efter at topseedede Mathias Boe og Carsten Mogensen lørdag spillede sig frem til finalen.

Det skete på overbevisende manér, da herredoublen besejrede Andrei Adistia og Hendra Aprida Gunawan med 21-7, 21-18.

Indoneserne er blot nummer 38 på verdensranglisten, hvor danskerne rangerer som nummer tre.

I finalen skal Mathias Boe og Carsten Mogensen møde de andenseedede japanere, Hiroyuki Endo og Kenichi Hayakawa.

Danskerne fører 4-1 i indbyrdes kampe over japanerne før søndagens kamp.

Mathias Boe og Carsten Mogensen vandt French Open i 2010.

/ritzau/

Dagens Gossip