Boe og Mogensen suveræne i danskerfinale ved Masters

Der var lagt op til en ren dansk finale i herredouble ved Copenhagen Masters. Den duel trak Mathias Boe og Carsten Mogensen sig bedst ud af, da parret i to sæt besejrede Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding med sætcifrene 21-8, 21-14.

Mathias Boe og Carsten Mogensen, der ligger nummer tre på verdensranglisten, var på forhånd udnævnt som favoritter mod Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, der ligger nede som nummer 30 på verdensranglisten.

Det erfarne favoritpar lagde hårdt og offensivt ud og vandt kampens første fem point. Midtvejs i sættet førte Boe og Mogensen med 11-3.

Første sæt forblev en ensidig affære og Carsten Mogensen sendte den sidste bold på modstandernes gulv til en sætsejr på 21-8.

I andet sæt kom Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding bedre med, men midtvejs var parret nede med 7-11.

Det forspring kunne Mads og Mads ikke hente, og det var yderst fortjent, at Mathias Boe og Carsten Mogensen kunne hive sejren hjem i andet sæt med cifrene 21-14 til stor applaus i Falconer Salen.

- Vi spiller en fejlfri kamp. Det er rigtig fedt, at vi kan spille sådan et niveau i en finale, og jeg er meget tilfreds med niveauet og vores taktik, siger Mathias Boe, der kan dele førstepræmien på 40.000 kroner med Carsten Mogensen.

I den tabende lejr var skuffelsen stor hos Mads Conrad-Petersen.

- Alt vi skyder over kommer retur igen. Alting kører for dem, og der er ikke så meget, som kører for os. Det skulle have været omvendt. Vi prøver alt det, vi kan, men de er bare bedre end os i dag.

- Sidste gang havde vi en bedre kamp mod dem, og det troede vi, at vi kunne bruge i dag. Heldigvis er der 20 turneringer om året, hvor vi kan gå ud og vise, at vi godt kan være med, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip