Bøden for at stjæle en handikap-parkeringsplads fordobles

Det er justitsminister Morten Bødskov (S), der nu strammer kursen over de bilister, der snupper de handikappedes parkeringspladser.

I dag koster det en bøde på 510 kroner, at parkere bilen i handikap-bås, men ministeren mener altså, at der er tale om en skærpende handling, der skal koste ekstra.

- Jeg tager klart afstand fra, at trafikanter uden handicap vælger at parkere på pladser, der er forbeholdt handicappede. Efter min opfattelse er en sådan adfærd udtryk for en manglende respekt for de medborgere, som f.eks. på grund af gangbesvær har et særligt parkeringsbehov, siger han i dag i en pressemeddelelse.

Med det dobbelte bødekrav vil han sende et klart signal.

LÆS OGSÅ: Facebook-side udstiller dårlige parkeringer

Udover forslaget om at forhøje afgiften, vil Justitsministeriet samtidig i samarbejde med kommunerne sikre, at der i kontrolindsatsen fortsat er tydeligt fokus på ulovlig parkering på pladser, der er forbeholdt handicappede.

Samtidig lægges der op til en ændring af de administrative regler om handicapparkering. I dag kan der pålægges en parkeringsafgift, hvis en person med handicap, der har en helt personligt reserveret parkeringsplads, ikke lader sit parkeringskort ligge synligt i bilen.

Ministeriet mener dog, at der dog bør gælde en undtagelse, så man som handicappet i særlige tilfælde ikke behøver at dokumentere sine særlige parkeringsrettigheder med et synligt parkeringskort i bilen.

Det vil sikre den handicappede større mobilitet ved eksempelvis rejser og andre situationer, hvor det normale køretøj typisk efterlades ved bopælen.

- Justitsministeriet har samtidig overvejet, om det bør være muligt at udstede et såkaldt institutionsparkeringskort. Det vil sige et kort, der generelt kun skal anvendes til parkering ved transport af en institutions ældre, gangbesværede eller handicappede beboere. Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet anledning til at foreslå et sådant nyt kort, da det allerede efter de gældende regler på mange måder er muligt at tage hensyn til denne situation, skriver ministeriet i pressemeddelelsen i dag.

Lovforslaget indeholder endelig en fordobling af afgiften i tilfælde af parkering ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom.

Er der andre steder i trafikken, hvor du mener bøderne burde sættes op?

Dagens Gossip