Bøder til bygge- og håndværksfirmaer for vildledende reklamering

Det er vildledende og en overtrædelse af markedsføringsloven, hvis en erhvervsdrivende – i strid med sandheden – i sin markedsføring oplyser, at virksomheden er dækket af en garanti, og en sådan overtrædelse kan straffes med bøde.

En række firmaer inden for byggeri og håndværk har modtaget bøder for overtrædelse af vildledningsforbuddet.

Selskaberne havde på forskellige måder i deres markedsføring oplyst, at de var omfattede af Dansk Byggeris Byg Garanti, selvom selskaberne ikke var medlem af Dansk Byggeri, og dermed heller ikke omfattet af den dertilhørende Byg Garanti.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe er tilfreds:

- Oplysningen om, hvorvidt en håndværkers arbejde er omfattet af en garanti, er noget, som mange forbrugere lægger stor vægt på, når de skal vælge en håndværker. Det er derfor vigtigt, at der er en klar konsekvens, hvis en håndværker uretmæssigt markedsfører sig som værende omfattet af en garanti, siger Henrik Øe og fortsætter:

- Jeg er glad for afgørelserne i disse sager, fordi de sender et klart signal om, at denne form for vildledning ikke kan accepteres, slutter Henrik Øe.

Dagens Gossip