Bødskov afviser hemmeligt Sass-notat

Der er et - og kun et - notat om PET's sikkerhedstjek af Henrik Sass Larsen (S).

Det fastslår justitsminister Morten Bødskov (S), efter at dagbladet Information i en artikel har antydet, at Sass Larsen fik forelagt et notat på et møde i Statsministeriet, men senere fik udleveret en anden udgave af notatet i forbindelse med en aktindsigt.

- Jeg vil gerne slå en tyk pæl igennem spekulationerne om, at der skulle eksistere et hemmeligt notat på to sider om Henrik Sass Larsen, skriver Morten Bødskov i en mail til Ritzau.

Henrik Sass Larsen blev på et møde Statsministeriet præsenteret for et notat fra PET om hans relationer til rockermiljøet i Køge. Det skete i september 2011.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har forklaret, at PET's vurderinger er årsagen til, at Sass ikke kom med på hendes ministerhold.

Først i juni 2012 får Sass udleveret notatet, som han vælger at offentliggøre.

Mistanken om to versioner af notatet er blandt andet opstået, fordi Sass Larsen ifølge sin advokat Peter Lundmark Jensen husker det, som om notatet fra mødet i Statsministeriet var på to sider, mens det, han får udleveret, er på tre sider.

- Der findes kun ét notat om Henrik Sass Larsen i denne sag, og det er på tre sider. Det er det notat, som Henrik Sass Larsen fik forevist på et møde i Statsministeriet den 28. september 2011, siger Morten Bødskov.

- Og det er det samme notat, som Justitsministeriet efterfølgende - den 25. juni - har udleveret til Henrik Sass Larsen, fortsætter han.

Justitsministeren skal sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt i samråd om Sass-sagen i Folketingets retsudvalg mandag formiddag.

Dagens Gossip