Bødskov afviser udvidelse af dna-register

Justitsministeren slår på et samråd i Folketingets Retsudvalg fast, at regeringen ikke kommer til at lægge stemmer til en udvidelse af politiets dna-register, som ellers er et ønske fra Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative.

- De regler, der er i dag, er et udtryk for den rigtige balance mellem på den ene side politiets arbejde og på den anden side hensynet til borgernes privatlivs beskyttelse, siger Morten Bødskov (S).

Da DF i november indkaldte justitsminister Morten Bødskov til samråd, stod partiet alene med ønsket om at udvide politiets dna-register.

Siden har de dog fået støtte fra både Venstre og De Konservative, der nu ønsker at se på mulighederne for at fjerne en to år gammel lov, som blev vedtaget under den seneste VK-regeringen.

Loven betyder, at dna-profiler fra sigtede eller tiltalte, som ikke er blevet dømt, skal slettes fra politiets arkiver efter 10 år,

Men selvom DF nu har fået opbakning fra Venstre og De Konservative, er det ikke udsigt til en lovændring i denne omgang. Hverken regeringen, Enhedslisten eller Liberal Alliance ønsker nemlig at trække loven tilbage.

Da loven i sin tid blev indført, stemte kun DF imod. Det skete efter en kendelse fra Menneskerettighedsdomstolen, der slog fast, at en britisk mand fik sit privatliv krænket, da han ikke blev slettet af et kriminalregister, selv om han ikke var dømt.

Det fik efterfølgende den daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) til at foreslå en radikal ændring af politiets hidtidige praksis med at beholde uskyldige danskere i dna- og fingeraftryksregistrene helt frem til de fyldte 80 år.

En praksis, som de tre oppositionspartier nu vil have genindført.

DF står desuden alene i Folketinget med et ønske om et altomfattende dna-register, hvori alle danskere bliver registreret fra fødslen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV