Bødskov: Embedsmænd undgår skriftlige spor

Justitsminister Morten Bødskov vil ændre offentlighedsloven blandt andet af hensyn til embedsmændene, forklarer han nu.

»Virkeligheden er, at der er ting, der ikke bliver skrevet ned på papir; ting, der ikke bliver udfoldet på papir og kvaliteten af det, (ministrene, red.) får, ligger i mundtlige overleveringer.«

Sådan beskriver Morten Bødskov den virkelighed, der ifølge ham skaber behovet for et større ’frirum hvor embedsmænd og ministre kan diskutere uden risiko for, at deres korrespondance ender i pressen. Frirummet vil han sikre med den nye offentlighedslov, der bliver skarpt kritiseret af mange journalister.

»Den centralforvaltning og den offentlige sektor, loven er med til at regulere, er forandret de sidste 27 år. Der er behov for et frirum, hvor eksempelvis ministre kan trykprøve ideer, og der er for meget tilfældighed i, hvor ministre får deres rådgivning fra i dag,« sagde Bødskov torsdag aften i Debatten på DR2.

Da Bødskov selv var i opposition, kunne han imidlertid ikke forstå behovet for et større frirum til ministrene. I 2010 sagde han til Information:

»Jeg har svært ved at se, hvordan den nuværende offentlighed skulle være til skade for lovarbejdet. For mig at se virker det som en søgt forklaring, der skal skærme den siddende regering mod offentlighed.«

BNB

Dagens Gossip