Bødskov glider af på spørgsmål om ministerfremtid

Justitsminister Morten Bødskov (S) kæmper for at bevare sin ministertaburet. Han beklager dybt, at han har stukket retsudvalget en nødløgn - men han vil ikke svare på, om han kan fortsætte som minister.

- Jeg møder op i Folketingets Retsudvalg i morgen (tirsdag, red.), og der vil jeg beklage sagen, siger Morten Bødskov til TV Avisen.

- Jeg beklager det dybt, og jeg ville have gjort det anderledes, hvis jeg skulle have gjort det i dag, siger han.

Morten Bødskov skal stå skoleret for retsudvalget tirsdag morgen klokken 10, hvor Bødskov vil uddybe sine svar. Samlet har ministeren svaret på 33 spørgsmål, som retsudvalgets medlemmer har stillet ham inden samrådet. Svarene kom mandag aften.

Af dem fremgår det blandt andet, at Morten Bødskov var med til at konstruere en forklaring på, hvorfor retsudvalget ikke kunne komme på besøg på Christiania 29. februar 2012.

Her blev den daværende politidirektør Johan Reimann taget i ed og skulle bruges som undskyldning for, at retsudvalget ikke kunne komme på besøg, da hans kalender var booket op.

Morten Bødskov siger, at man ikke kunne fortælle retsudvalget sandheden - at det reelt var daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard, der var problemet. Det ville indebære en risiko for at afsløre politiets efterretningskilder, hvis det kom frem.

Tirsdag vil retsudvalget tage stilling til, om Morten Bødskovs forklaringer holder. Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper vil ikke drage konklusioner om Bødskovs fremtid før mødet.

Og selv siger Morten Bødskov til TV-Avisens spørgsmål om, hvorvidt han er ministeren efter samrådet tirsdag:

- Jeg møder op i Folketingets Retsudvalg i morgen og vil forklare, hvad det var, der var baggrunden for, at retsudvalget ikke kunne få den reelle begrundelse, siger han til TV Avisen.

- Men jeg vil også beklage det dybt, at retsudvalget er bragt i den her situation. At de ikke kunne få den reelle begrundelse, som handlede om, at vi ønskede at skærme dem mod at det kunne være gået rigtigt galt, hvis de var taget derud, siger han.

Morten Bødskov har ikke ønsket at tale med Ritzau mandag aften.

/ritzau/

Dagens Gossip