Bødskov: Hackerangreb skal optrevles

Justitsminister Morten Bødskov (S) forsikrer, at alle nødvendige ressourcer vil blive sat ind for at skabe klarhed over hackerangrebet mod politiets registre.

Ved hackerangrebet har gerningsmændene blandt andet fået adgang til politiets kørekortregister, som indeholder cpr-oplysninger, og Schengen-registret med efterlyste personer.

- Jeg kan godt forstå, hvis folk bliver bekymrede over at høre om en sikkerhedsbrist i politiets registre. Og jeg kan også godt forstå dem, der ønsker svar på, om sikkerhedsbristen har betydning for dem personligt.

- Jeg vil derfor forsikre befolkningen om, at alle nødvendige ressourcer er sat ind for hurtigt at håndtere og skabe klarhed om sagen, siger Bødskov i en pressemeddelelse.

Af hensyn til efterforskningen er det for tidligt at udtale sig om detaljerne i sagen, og der er spørgsmål, som ikke kan besvares i dag, oplyser justitsministeren.

Men det kan konstateres, at nogen har hentet oplysninger fra en række af politiets centrale registre og i den forbindelse haft adgang til servere hos it-firmaet CSC, hvorpå der også findes andre myndighedsregistre som for eksempel CPR-registret.

Københavns Politi er i gang med en intensiv efterforskning, som foregår i et tæt samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Samtidig arbejdes der på at undersøge og vurdere omfanget af sikkerhedsbruddet samt sikre, at der træffes de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

- Jeg vil gerne igen understrege, at myndighederne har sat alle nødvendige ressourcer ind for hurtigt at håndtere og skabe klarhed om sagen. Og myndighederne vil naturligvis komme med yderligere oplysninger om sikkerhedsbruddet så hurtigt som muligt, siger Morten Bødskov.

Justitsministeren vil holde et kort pressemøde om sagen kl 14.30.

/ritzau/

Dagens Gossip