Bødskov: Im kan ikke reddes med tilbagevirkende kraft

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

Regeringen har tilkendegivet, at der skal ses en ekstra gang på de regler, som gjorde, at syvårige Im Nielsen og hendes thailandske mor søndag blev udvist til Thailand, fordi hendes stedfar døde af kræft i 2012.

Men en ændring af loven får ikke Im Nielsen hjem til Aabybro, da hun allerede er udvist.

Justitsminister Morten Bødskovs egen partifælle Bjarne Laustsen (S) har opfordret ministeren til at lave et lovforslag med tilbagevirkende kraft, fra regeringen tiltrådte. Han prøver ifølge avisen Nordjyske at danne flertal i Folketinget for, at det kan ske.

Bjarne Laustsen fortæller til avisen, at en sådan ændring vil omfatte mindre end fem mennesker.

Morten Bødskov afviser, at det er muligt.

- Vi lovgiver ikke med tilbagevirkende kraft, men ændrer reglerne, så det ikke sker fremover, siger Morten Bødskov.

Venstres næstformand og gruppeformand for partiets folketingsgruppe Kristian Jensen (V) skrev tirsdag på sin Facebookprofil, at han går ind for stram udlændingepolitik, men ikke hjerteløs udlændingepolitik.

Morten Bødskov fortæller, at det er Venstres egen politik, Kristian Jensen skælder ud på.

- De regler, vi ændrer, er de regler, som eksisterede under VK-regeringen, da også Kristian Jensen var minister. Det er regeringen, som har sagt, at det her er en ulykkelig sag, og derfor lægger vi op til at se på, hvordan vi kan ændre reglerne, siger Morten Bødskov til Ritzau.

Det er udlændingemyndighederne, som har taget beslutningen om, at Suthida Nielsen har størst tilknytning til Thailand og derfor skal udvises efter mandens død.

Retten i Hjørring har afgjort sagen om Im Nielsen og besluttet at udvise hende, fordi hun ikke har været i landet i mere end seks år.

Bødskov vil ændre førstnævnte regel, så ikke flere bliver udvist på grund af dødsfald.

- Ikke mindst Kristian Jensen, som har været minister i den tid, hvor VK-regeringen stod på de her regler, skulle bakke op om, at der nu bliver set på reglerne, siger han.

Im Nielsen boede med sin mor, Suthida Nielsen, i Aabybro i Nordjylland.

Im gik i skole, og Suthida er netop blevet færdiguddannet på Sosu-uddannelsen og havde et job på hånden.

/ritzau/