Bødskov: Jeg vidste intet om kalender-kig

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Justitsminister Morten Bødskov (S) understreger på samrådet tirsdag, at han ikke vidste noget om PET's planer om at kigge i Pia Kjærsgaards (DF) kalender forud for et besøg på Christiania i juni 2012.

- Hverken jeg eller Justitsministeriet var blevet orienteret om de scenarier, som der var om Pia Kjærsgaards deltagelse i retsudvalgets besøg på Christiania, siger Morten Bødskov på samrådet.

PET's planer om at kigge i kalenderen handlede om, at der var en konkret sikkerhedstrussel ved Pia Kjærsgaards og retsudvalgets besøg på Christiania.

Derfor var et af PET's scenarier forud for besøget, at man kunne lægge mødet på en dag, hvor Pia Kjærsgaard var i udlandet og derfor forhindret i at deltage.

- Der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan passe, at jeg intet vidste. Til det kan jeg bare sige: Ja, det passer, siger Bødskov.

- Det er ikke sædvanligt, at Justitsministeriet bliver underrettet om PET's overvejelser, siger Bødskov videre.

Han forklarer, at metoden med at kigge i Kjærsgaards kalender for at forhindre hende i at deltage er "for vidtgående og forkert".

Det er derfor fremover i strid med reglerne at planlægge et arrangement på en dato, hvor personen under personbeskyttelse ikke kan deltagelse, siger ministeren til samrådet.

Ministeren er indkaldt til samrådet af Folketingets Retsudvalg, som vil have klarhed over justitsministerens rolle i PET-sagen om retsudvalget og Pia Kjærsgaards besøg på Christiania i 2012.

Vurderer retsudvalget og Enhedslisten efter samrådet, at de ikke længere har tillid til ministeren, kan det i yderste konsekvens ende med Morten Bødskovs afgang som minister.

/ritzau/