Bødskov kalder international kritik »stærkt overdrevet«

Det Internationale Presseinstitut, IPI, har skrevet til Bødskov og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), fordi organisationen mener, at den endnu ikke vedtagne offentlighedslov vil være et stort tilbageskridt for demokratiet, som politiske ledere i andre lande kan bruge som en undskyldning for at »undertrykke demokratiet i deres egne lande«.

Men det er en overdrivelse, lyder det fra justitsministeren.

»Jeg synes, det er naturligt, at mange journalister ønsker maksimal åbenhed. Men jeg må sige, at International Press Institutes’ (IPI) påstand virker stærkt overdrevet, hvis man forestiller sig, at den danske offentlighedslov skulle igangsætte en - som IPI påstår - undertrykkende dominoeffekt verden over,« skriver Morten Bødskov i en mail til Information.

Ligesom en række andre kritikere af offentlighedsloven er IPI særligt bekymret over lovens paragraf 24 og 27, som omhandler henholdsvis adgang til interne dokumenter og information samt dokumenter indsamlet og udvekslet mellem ministerier og folkevalgte.

Men dermed tager IPI og de andre kritikere ikke højde for det grundige arbejde, der ligger bag loven, påpeger Morten Bødskov.

»En kommission med den tidligere ombudsmand som formand og med repræsentanter fra mediebranchen har brugt syv år på den betænkning og et lovforslag,« skriver han til Information.

Flere end 78.000 borgere har skrevet under på en underskriftsindsamling mod den nye offentlighedslov på nettet, og tirsdag eftermiddag er der indkaldt til demonstration mod loven med deltagelse fra ungdomspolitikere, kendte musikere og fremtrædende journalister.

Dagens Gossip

Dagens TV