Bødskov: Karen Hækkerup har de rigtige holdninger

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Det var Morten Bødskovs (S) fald som justitsminister, der satte skub i den store ministerrokade.

Selvom Bødskov gerne var blevet siddende på posten, så er den afgående justitsminister tryg ved at overlade ministerkontoret til sin afløser på posten, Karen Hækkerup (S).

- Jeg er sikker på, at Karen bliver en fantastisk justitsminister. Hun har de rigtige holdninger både på udlændinge- og retsområdet, og hun er stålsat. Det betyder meget på justitsministerposten, at du skal kunne stå imod de enormt mange sager, som der er, siger Bødskov.

Men der venter en hård og omfangsrig opgave som justitsminister, lyder det fra Morten Bødskov.

- Det er jo et kæmpe ministerium med mere end dobbelt så mange lovforslag end det, der ligger nummer to i regeringen. Der er sager på sager på sager hver eneste dag, og det kræver, at man er stålsat, og at man kan køre det, siger han.

Den afgående justitsminister blev nærmest væltet for åben skærm, da Enhedslisten i tirsdags efter et tre timer langt åbent samråd om retsudvalgets aflyste besøg på Christiania erklærede, at der ikke længere var tillid til justitsministeren.

Morten Bødskov fortryder dog ikke, at han mødte op til samrådet frem for selv at tage sin afsked.

- Jeg har det faktisk udmærket. Det var vigtigt for mig at møde op i samrådet og forklare, hvad baggrunden var for de svære valg, vi stod med i Justitsministeriet dengang. At der ikke var nogen personlige motiver eller andet, men at det var hensynet til retsudvalgets sikkerhed, der vægtede tungest. Det, synes jeg, gik fint, siger Bødskov.

Han understreger, at hele sagen om Politiets Efterretningstjeneste og det aflyste besøg på Christiania for hans vedkommende er et afsluttet kapitel.

- Jeg er ikke længere justitsminister, når overdragelsen har fundet sted lidt efter klokken 13, og så er den sag selvfølgelig afsluttet, siger han.

Morten Bødskov vil nu tage en snak med Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, om, hvilke ordfører- og udvalgsposter han kan få i folketingsgruppen.

- Der går konstitueringsdrøftelser i gang nu, og jeg er klar til at påtage mig de arbejdsopgaver, som bliver stillet mig til rådighed, siger Bødskov.

/ritzau/