Bødskov: Kommuner skal ind i kampen mod banderne

Den opsang kommer fra justitsminister Morten Bødskov (S) i et interview med Radio24syv.

Bødskov opfordrer blandt andet kommunerne til i højere grad at benytte sig af lovens mulighed for at give forældre et forældrepålæg. Det er et krav fra kommunens side om, at forældrene skal foretage sig en bestemt handling, som eksempelvis at følge sine børn i skole, ellers kan de trækkes i offentlige ydelser.

»Hvis man ikke nu kan se et behov for, at kommunerne sætter ind med en hård, målrettet indsats over for de her familier, så har man ikke svaret på, hvordan man får stoppet rekrutteringen til banderne,« siger justitsministeren.

»Kommunerne skal være meget mere opmærksomme på at sætte ind over for de familier, som de jo i forvejen ved, at problemerne stammer fra,« tilføjer han.

Justitsministeren tilføjer, at politiet har fået dømt og fængslet mere end 350 rockere og bandemedlemmer og senest slået til mod 40 adresser på Sjælland, men bandeproblemet er stadig stort. Og kriminalitetsmønsteret ligner ikke de mønstre, man har set tidligere, hvor det var Hells Angles og Bandidos, der dominerede.

»Det er såkaldte neighbourhood gangs, som vi kender det fra udlandet, der slår til i et afgrænset område,« siger Morten Bødskov.

Dagens Gossip

Dagens TV