Bødskov: PET frygtede stenkast mod retsudvalg

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Justitsminister Morten Bødskov (S) løfter nu sløret for, hvorfor han i februar 2012 besluttede at opdigte en historie, der havde til formål at få Folketingets Retsudvalg og Pia Kjærsgaard (DF) til at holde sig væk fra Christiania ved et ellers planlagt besøg.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) frygtede, at retsudvalget kunne blive mødt med stenkast og kanonslag, hvis udvalget og Dansk Folkepartis tidligere leder mødte op på Christiania den pågældende dag.

- Der var interne stridigheder mellem pushere og grupper på Christiania. Og der var personer på Christiania, der søgte en mere konfrontatorisk linje, blandt andet over for politiet, lyder det tirsdag fra Bødskov på et med spænding ventet samråd i udvalget.

- Det var på den baggrund vurderingen, at retsudvalgets besøg ville få stor opmærksomhed på Christiania, forklarer ministeren og fortsætter:

- Og at der inden for kort tid ville kunne samles flere hundrede personer i området, som muligvis ville søge at skabe konfrontation herunder i form af kast med sten og kanonslag.

Forklaringen på den trusselsvurdering, der lå til grund for ministerens beslutning om at opdigte en grund til at aflyse retsudvalgets udflugt til fristaden, har været ventet med spænding.

Et flertal uden om regeringen har krævet, at Morten Bødskov lægger trusselsvurderingen frem.

Det afviser ministeren er muligt at gøre i fuld længde, men redegørelsen på samrådet er ifølge Bødskov selv at "gå meget langt" ned i detaljen.

- Efterretningerne pegede ligeledes på, at motivationen for en mere voldelig konfrontation ville øges med Pia Kjærsgaards deltagelse, siger han.

- Det kunne være gået ud over medlemmer af retsudvalget eller andre besøgende på Christiania, og i alle tilfælde ville det have været mit ansvar. Men jeg vil gerne dybt beklage, at udvalget fik en begrundelse, der ikke var den reelle, siger han.

Ministeren beklagede mandag aften i en række skriftlige svar til udvalget, at udvalgets medlemmer fik en falsk forklaring om, at besøget blev aflyst, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage i det.

Bødskovs ministerliv hænger i en tynd tråd. Inden samrådet kaldte Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, sagen for "meget, meget alvorlig" for socialdemokraten.

/ritzau/