Bødskov: Sildesanktioner strider ikke mod grundloven

Det slog justitsminister Morten Bødskov (S) tirsdag fast, da han var kaldt i åbent samråd i Folketingets Færøudvalg.

Dansk Folkepartis udvalgsmedlem Søren Espersen (DF) mener ellers, at sanktionerne vil føre til en ulovlig forskelsbehandling mellem danskere og færinger, der er danske statsborgere, fordi der kommer til at gælde forskellige regler for de to grupper fiskere. Danmark befinder sig dermed i en »historisk skæbnestund«, mener Søren Espersen.

»Hvad vægter vi højest - EU eller rigsfællesskabet,« spurgte han og betegnede samtidig EU som »en døgnflue«, som Danmark har været medlem af ganske kortvarigt sammenlignet med det mere end 600 år lange forhold mellem Danmark og Færøerne.

Samtidig afkrævede han justitsministeren en garanti for, at implementeringen af sanktionerne ikke strider mod hverken grundloven eller hjemmestyreloven.

Men Justitsministeriets embedsmænd afgiver nu først og fremmest kvalificerede vurderinger, forklarede Morten Bødskov.

»Det er Justitsministeriets vurdering af denne her sag, du får, den kan du så være enig eller uenig i,« var hans svar til Søren Espersen.

Indkaldt var også den nyslåede fødevareminister, Karen Hækkerup (S), som dermed fik sit debutsamråd på den nye post. Hun slog flere gange fast, at regeringen meget gerne havde været sagen mod Færøerne foruden.

»Det er ikke nogen sag, som Danmark har valgt eller kan løse. Det er en sag, vi er blevet draget ind i som medlem af to fællesskaber. Nøglen til at løse sagen ligger hos Færøerne og EU,« sagde Karen Hækkerup, som også gjorde det klart, at Danmark selv får en sag fra EU-Kommissionen på halsen, hvis regeringen ikke retter sig efter sanktionerne mod Færøerne.

»Vi er juridisk forpligtet til at håndhæve sanktionerne. En mangelfuld implementering vil betyde, at EU indleder en traktatkrænkelsessag mod Danmark,« sagde hun.

Fødevareministeren understregede dog igen og igen, at regeringen ikke mener, at det er for sent finde en løsning på problemstillingen. I mellemtiden vil regeringen dog ikke yde kompensation til de færøske fiskere.

»Regeringen vil ikke kompensere eventuelle tab, men vi vil fra regeringens side bestræbe os på at finde en forhandlingsløsning,« sagde Karen Hækkerup.

Hun erkendte dog samtidig, at det næppe vil lykkes i indeværende år.

Sanktionerne mod Færøerne indebærer, at Danmark og andre EU-lande ikke må importere produkter indeholdende sild og makrel, som er fanget af færøske fartøjer, ligesom samme fartøjer ikke må anvende havne i EUs medlemslande, heller ikke hvis de blot fragter de pågældende fiskeprodukter. Det indebærer også, at fartøjerne ikke må skifte mandskab, tanke eller få foretaget reparationer i en EU-havn, undtaget herfor er dog skibe, der kommer i nød.

Dagens Gossip