Bødskov »sjofler« kommune i asylsag

Det siger kommunens borgmester, Morten Slotved (K), efter Berlingskes historie om, at Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste er tæt på en salgsaftale med Justitsministeriet og Udlændingestyrelsen om at gøre Sjælsmark Kaserne - i dag rømmet - til et permanent asylcenter.

»Det fordrer en masse kriminalitet. Tænk på hvor mange politirazziaer, der har været på Sandholmlejren. Vi ved jo, hvor meget politi det kræver at holde styr på et flygtningecenter, og ganger man det med to, så giver det ballade,« siger Morten Slotved og tilføjer:

»Lokalsamfundet har allerede store udfordringer med folk, der bare går i deres huse eller sætter sig på terrasserne. Laver man to store flygtningecentre næsten klos op ad hinanden, så skal vi være prøveklud for noget, man ikke har prøvet i Danmark nogensinde før.«

Han understreger, at justitsminister Morten Bødskov (S) er godt i gang med at »sjofle de lokale myndigheder«.

»Det er os, der er planmyndighed, og Justitsministeriet har overhovedet ikke involveret Hørsholm Kommune i planerne for Sjælsmark Kaserne. I henhold til vores plangrundlag er det ulovligt at have asylcenter på kaserne,« siger Morten Slotved

»Der er landzone derude, så efter de gamle zoneregler skal alle bygninger rives ned. Der er kun en midlertidig tilladelse til at have kaserne, fordi vi havde koldkrigstilstande, da den blev opført (i 1950erne, red.). I bund og grund skal de levere en grøn mark tilbage,« forklarer han.

Hvis Sjælsmark Kaserne skal laves om til et asylcenter, kræver det en ændring af planloven, som kun kan komme på to måder: Enten kan kommunalbestyrelsen ændre loven, og det sker ikke. Alternativt kan justitsministeren gennemtrumfe i henhold til udlændingeloven.

»Justitsministeren kan i enkelte tilfælde bruge loven til at sige, at det og det har vi brug for, og så kan alt sættes ud af kraft. Han har jo også lov til at sige, at nu rømmer vi Københavns Hovedbanegård og laver flygtningecenter. Gennemtrumfer han på den måde med udlændingeloven, jamen, så lever vi jo nærmest i en bananstat,« siger borgmesteren.

Hverken Udlændingestyrelsen og Justitsministeriet har ønsket at besvare spørgsmål om sagen.

Dagens Gossip