Bødskov: Statsselskaberne skal beskyttes

Staten skal beskytte sine selskaber som TV2, der konkurrerer på markedet, mod aktindsigt. Ellers får deres konkurrenter adgang til følsomme oplysninger, som kan skade selskabet.

Sådan forklarer justitsminister Morten Bødskov (S), at regeringen undtager 58 statslige selskaber fra aktindsigt, når offentlighedsloven træder i kraft 1. januar 2014.

Journalister får som noget helt nyt aktindsigt i statsselskaber, kommuner og regioner, men nogle selskaber må undtages fra journalisternes indblik, mener Morten Bødskov.

- Nu åbner vi for nogle selskaber, men der er andre selskaber, hvor vi fastholder fortrolighed. Det er selskaber som TV2, som kulturministeren (Marianne Jelved) mener, skal være undtaget. Selskabet er i daglig kamp om seernes gunst og reklamekroner, siger Morten Bødskov.

- Hvis man åbner for offentlig aktindsigt i TV2's forretningsmæssige og økonomiske forhold, så føler jeg mig helt sikker på, at konkurrenterne vil benytte sig af det. Ergo vil det stække TV2's position i konkurrencen.

Til gengæld åbner regeringen for aktindsigt i statsselskaber som Fehmern A/S, Sund & Bælt med ansvar for broerne over Øresund og Storebælt samt statens ejendomsselskab Freja, påpeger Morten Bødskov.

- Efter finanskrisen er Freja Ejendomme blevet et af Danmarks største ejendomsselskaber. På bundlinjen står, at det er en positiv historie. Her kommer mere åbenhed. Så er der nogle selskaber, som stadig vil være lukkede, siger justitsministeren.

Staten har udsat nogle statslige selskaber for privat konkurrence. De skal beskyttes mod at udlevere deres fortrolige oplysninger ved offentlig aktindsigt, mener Morten Bødskov.

- Det er vigtigt, at de får lov at fastholde deres position på markedet, siger justitsministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV